Returret betyder to forskellige ting alt efter, hvor gaven er købt. Køber du på nettet, har du efter loven 14 dages fortrydelsesret fra den dag, varen er modtaget. Du kan fortryde uden grund og få pengene tilbage, så længe du melder det til tiden og sender varen retur.
I en fysisk butik findes der derimod ingen lovbestemt returret. Det, butikkerne tilbyder, er en frivillig bytte- eller returservice inden for en frist, ofte mod en kvittering eller et byttemærke. Når du giver en gave, er det derfor en god idé at lægge et byttemærke med, så modtageren kan benytte butikkens bytteordning, hvis gaven ikke passer.